Qigong med Maria Diekmann
Inspireret af Qigong, Alexanderteknik og meditation tilbyder jeg en workshop med fokus på at skabe bedre balance og forøget bevidsthed omkring, hvordan vi bruger vores krop, både når vi træner, men også i almindelige hverdagssituationer. Workshoppen er bygget op omkring en serie enkle øvelser, som er nemme at lære, og kan udføres hjemme. Ved regelmæssig Qigong træning kan vi skabe forøget ro og fordybelse i vores liv. Vi kan få kontakt til kroppens selvhelbredende resurser og styrke energiens flow.
På kurset vil vi bruge den omkringliggende natur, øvelsernes bløde nærvær og smagning af forskellige teer til at arbejde med at forfine vores sansning. Vi vil arbejde med at fordybe kontakten til os selv, vores krop, til jorden, himlen og alt det, der ligger i mellem.
At stå som et træ. Bøjer sig i vinden. Fra havets dyb ruller de op på stranden. Klukker, bruser. Vinden, som rammer din hud. Brisen, som får bladene til at flimre. Stemningen kommer og går. Du roterer foden, koncentreret, nænsomt, et blødt fokus, på foden, på horisonten. Indeni og udenpå. Bevæger dig langsomt. Henover tørre blade. På fugtig jord. I vinden. I vandet. Bølgen.
Datoer: Fredag den 12. april og torsdag den 2. maj 2024 kl. 17-19
Pris: 150 kr. pr. gang
Maria Diekmann mødte Qigongen, da hun i forbindelse med et sygdomsforløb gerne ville arbejde med at begribe og styrke kroppens selvhelbredende potentiale. Hun er uddannet billedkunstner, tidligere violinist og arbejder nu med te. Undervejs har hun taget en healinguddannelse og været i gang med at uddanne sig til zoneterapeut.